Fødevareministeriet hjælper gerneFødevareministeriet14/01-2004 Fødevareministeriet hjælper gerne kommunerne med kontrol af svin. Før årsskiftet kom det frem, at nogle landmænd blandt andet på Fyn har produceret langt flere svin, end de havde tilladelse til fra deres lokale kommune. I den forbindelse har fødevareminister Mariann Fischer Boel (V) i dag været i samråd i Folketingets fødevareudvalg. ”Først vil jeg gerne understrege, at jeg finder brud på miljøreglerne helt uacceptable. Og jeg er enig med miljøministeren i, at vi skal have hanket op i overtrædelserne,” siger Mariann Fischer Boel. På samrådet har ministeren orienteret om, hvordan Fødevareministeriet kan hjælpe kommunerne i deres praktiske arbejde med at kontrollere antallet af dyreenheder. Det er kommunerne, som har ansvaret for kontrollen. Har en landmand for mange dyr i forhold til sin tilladelse, er det et brud på miljøbeskyttelsesloven, som hører under Miljøministeriet. ”Hvis kommunerne ønsker det, kan de få udleveret fuld oplysning fra CHR-registret og Plantedirektoratet. Det vil sige, at de kan få oplysninger om antal dyr og dyreflytninger i CHR, og de kan få oplysninger om antal dyr og gødningsregnskaber på de enkelte gårde hos Plantedirektoratet. CHR-registret er dog ikke et register, der er oprettet med henblik på miljøkontrol, men af hensyn til sygdomsbekæmpelse. CHR indeholder iøvrigt allerede de oplysningerne fra slagterierne altså slagtetal som efterlyses af flere politikere,” kunne fødevareministeren oplyse. Kommunerne gør dog kun i ringe udstrækning brug af deres mulighed for at trække på Fødevareministeriets registre. Ministeriet har kun mellem 20 og 30 anmodninger om aktindsigt fra amter og kommuner om året, hvad angår ministeriets viden om antallet af dyreenheder. ”Kommunerne kan jo komme langt med deres miljøkontrol, hvis de blot udtager en enkelt eller flere bedrifter til særlig kontrol hvert år, og dette bliver kendt,” siger Mariann Fischer Boel. Hertil kommer, at Fødevareministeriet under det digitale samarbejde netop er i færd med at forenkle landmændenes indberetninger af husdyr til det offentlige i et udbygget CHR-register. Systemet bliver igangsat i år, og når det er fuldt udbygget i midten af 2005 vil kommunerne få direkte adgang til det forbedrede register. De vil så kunne sammenligne miljøgodkendelserne med opdaterede oplysninger om husdyrproduktionen og dyreenheder i CHR. |
||||||||||||
![]() ![]() ![]() ![]() |
|
© 2005 Datahjælp & nem-hjemmeside.dk |
|
lokal info .. erhverv .. køb & salg .. underholdning |