Sjældne fugle på besøg i DanmarkDansk Ornitologisk Forening26/10-2003 Sjælden steppeørn set på Stevns En sjælden steppeørn med et vingefang på næsten to meter blev søndag set af fuglekiggere ved Storedal på Stevns. Den store rovfugl trak ud over Øresund fra Falsterbo, Sverige, kl. 13.09 og blev opdaget klokken 13.40, da den fra havet trak ind over land ved Højerup, Stevns. Den 23 km lange tur mellem Falsterbo og Stevns blev dermed tilbagelagt med en hastighed på ca. 20 km/t. Steppeørnen, er en meget sjælden gæst i Danmark, og der foreligger kun 18 danske fund af arten. Steppeørnen har gennem flere uger opholdt sig i det sydsvenske, og Netfugl / Dansk Ornitologisk Forening oplyser, at den seneste tids kulde samt den gode sigtbarhed formodentligt har medført, at Steppeørnen nu er på vej til sine normale overvintringspladser i tropisk Afrika. Sjælden jagtfalk holder til på Sjælland Et eksemplar af verdens største falk, jagtfalken, opholder sig i disse dage ved Roneklint, Præstø, i det sydsjællandske. Jagtfalken blev opdaget fredag eftermiddag og er sandsynligvis det samme individ, som blev set på Falsterbohalvøen, Sverige, tidligere på dagen. Jagtfalken er med sit vingefang på 140 cm. større end Vandrefalken, som er den største falk, der yngler i Danmark. Jagtfalken er meget sjælden i Danmark og ses næsten kun om vinteren. Netfugl / Dansk Ornitologisk Forening (DOF) oplyser, at det muligvis er kulden og mangel på føde, som har fået den til at orlade tundraområderne, hvor den yngler og flyve hele vejen til Danmark. Sjælden humessanger på Fanø Fuglekiggere på Fanø kunne søndag morgen nyde en humessanger, som blev set på Sønderho Strand, Fanø. Humessanger er en 10 cm lille, grå sanger med to hvide vingebånd og en hvid stribe over øjet. Den lille, grå sanger, som er i familie med vores hjemlige gransanger, har fløjet hele den lange vej fra ynglepladserne i Centralasien, førend den blev opdaget på Fanø. Humessanger er en meget sjælden fugl i Danmark, og Netfugl/Dansk Ornitologisk Forening (DOF) oplyser, at humessanger kun er set 11 gange tidligere i Danmark. Normalt overvintrer den i området omkring Himalaya og det øvrige sydlige Asien. Yderligere oplysninger om fulgene kan fås hos Dansk Ornitologisk Forening, tlf. 33 31 44 04. Henvendelse skal ske til biolog Knud Flensted. For mere information om de aktuelle fund og fuglenes status i Danmark henvises til http://www.Netfugl.dk , der er Danmarks mest omfattende portal for fugleobservationer og fuglenyheder. |
||||||||||||
![]() ![]() ![]() ![]() |
|
© 2005 Datahjælp & nem-hjemmeside.dk |
|
lokal info .. erhverv .. køb & salg .. underholdning |